FORENINGEN
Spilleglæde giver godt humør!
Vores værdier
Vi har et værdisæt, som styrer vores daglige aktiviteter.
De 4 væsentligste er:
Vi skal have det sjovt, mens vi spiller.
Vi skal have det godt med hinanden på det sociale område.
Vi skal tage godt mod nye medlemmer og gæster.
Vi skal fortsat være i udvikling.
Foreningen
Efter at have studeret Eurosports mange udsendelser om bowls, tog tennisspillerne Palle Schorling og Mogens Bak-Jensen i 2015 initiativ til at bringe denne herlige sport til Kolding.
Der blev undersøgt, om der var behov for en sådan forening – og det var der!
KIF Bowls holdt stiftende generalforsamling den 2. oktober 2015.
Efterfølgende fik vi 2 baner indendørs og tilhørende rekvisitter hos KIFs Hovedforening – og så gik spillet i gang.
I dag råder klubben over 12 baner indendørs.
Udendørs var det målet at få etableret Danmarks første udendørsbaner.
Det lykkedes: Den 10. august 2019 stod 4 baner med de internationale mål på 32 x 4,5 meter klar.
I 2022 blev anlægget suppleret med bænke – og vi råder også over en stor grill til fælles fornøjelse.
I 2021 indviede vi et dejligt klublokale, som vi benytter i fællesskab med KIF Tennis og KIF Padel.
Klubben har ca. 80 medlemmer (1. januar 2023).
Kort sagt: KIF Bowls er en social sportsklub med gode faciliteter og mange fælles arrangementer.
KIF Bowls er 1 ud af 11 foreninger under KIF paraplyen, og i øvrigt en af de få klubber, hvor der udelukkende spilles bowls.
DGI er vores hovedorganisation.
Bestyrelsen & Kontakter
Udvalg
Vi har følgende permanente udvalg:
Regel- og turneringsudvalg
Udvalget varetager vores regelfortolkninger.
Vi arbejder efter DGIs regelsæt, men har foretaget få småjusteringer, tilpasset vores måde at spille på. Når vi arrangerer stævner eller tager
ud til andre klubber, følger vi DGIs regelsæt.
Kommunikationsudvalg
Udvalget sikrer en god dialog både indadtil med vores medlemmer og udadtil med sponsorer og øvrige relationer. Dette omfatter også vores hjemmeside og Facebook aktiviteter på kifbowls/kifbowlsmedlemmer.
Vedtægter
KIF Bowls er stiftet med det formål at fremme interessen for bowls, skabe de bedste muligheder for udøvelsen af spillet og styrke sammenholdet blandt foreningens medlemmer.
Læs Vedtægterne for KIF Bowls her
Arrangementer
Faste årlige arrangementer:
Indendørs:
Nytårsturnering primo januar – hold fra hele landet deltager
Årlig sæsonafslutning medio maj
Åbent hus medio august
Julefrokost og juleturnering medio december
Udendørs:
Sæsonstart uge 1 – hyggeturnering med handsker
Åbent hus primo juni
Grillaften medio september
Julehygge med glögg og æbleskiver primo december
Fælles:
Årlig generalforsamling